Bo Bedre 40 år

Da Bo Bedre i 2001 fyldte 40 år, afholdt Dansk Design Center en stor udstilling om dette specialmagasin og dets betydning for dansk boligkultur og design.
Som bladets første chefredaktør igennem sytten år blev jeg indbudt til at holde en tale ved åbningen, der blandt andet blev overværet af prinsesse, nuværende grevinde Alexandra. Her er, hvad jeg sagde:

Deres Kongelige Højhed,
mine damer og herrer -
og alle vennerne fra dengang, vi startede »Bo Bedre« for 40 år siden.

Jeg er af og til blevet spurgt: - Hvorfor begyndte I at udgive »Bo Bedre«?
Det gjorde vi naturligvis for at tjene penge. For at ernære vore familier og få smør på brødet.
Men der var nu også en anden grund ...
Ideen til at udgive Bo Bedre fik den legendariske Palle Fogtdal. Han var en igangsætter og dansk presses store fornyer (der i parentes bemærket forlængst burde have modtaget en Cavling-pris eller publicist-pris).
Palle havde lånt 40.000 kr. af sin far, og hans kone, Inger-Marie, havde fået ideen til bladets navn. Det skulle hedde »Bo Bedre«, og det er jo et helt genialt navn.
Lige før julen 1960 ringede Palle Fogtdal til mig og spurgte, om jeg ville skrive i bladet. Jeg var en ung arkitekt, 30 år gammel, og havde skrevet flere bøger, blandt andet om dansk design og brugskunst.
Jeg kørte hen til ham på min Velosolex-knallert - og inden jeg så mig om, var jeg dybt begravet i at lave blad.
Første nummer skulle på gaden kun to måneder senere, og vi skulle jo også nå at trykke det. Så jeg sled med det over julen og nytåret.
Forsiden på første nummer var et problem. Den skulle sige »moderne design«, men den skulle også sige familie.
Arkitekten Knud Peter Harboe havde netop bygget sit eget hus. Det var blevet vist i internationale arkitektur-tidsskrifter, så da jeg spurgte ham, om vi måtte komme og fotografere huset, troede han sikkert, at det var til endnu et fornemt tidsskrift på glittet papir og i 800 eksemplarer.
Men sådan skulle »Bo Bedre« jo ikke være. Det skulle være et blad, der fængede et stort publikum. Et populært blad. Et levende blad.
En sen eftermiddag kom jeg ud til Knud Peter Harbos hus sammen med en fotograf og gik i gang. Og jeg kan godt forstå, hvis arkitekten og hans kone undrede sig. Nej, billederne skulle ikke være i stift frontperspektiv. Billederne skulle være levende - med skæve vinkler - »over X«, som man siger i fagsproget.
Nej, der skulle ikke være ryddet så fint op. Man skulle kunne se, at der boede mennesker!
Så ud på gulvet med barnets legetøj - og ind med kålhoveder og tomater på det pinligt ryddede køkkenbord.
Kronen på værket var, da det ringede på døren, og ind trådte tre fotomodeller. De skulle forestille far, mor og barn - den lille kernefamilie. Familien, som bladet henvendte sig til.

»Bo Bedre« blev en øjeblikkelig succes. For mange var det en åbenbaring - Danmarks første specialmagasin. Et flot blad, ikke klammehæftet som ugebladene, men med fast, firkantet ryg.
Palle Fogtdal fik trykt 60.000 eksemplarer, der blev revet væk. Bladet var udsolgt på få dage, og mange gik forgæves.
En af Fogtdals bekendte prøvede at tigge et eksemplar af ham, men han kendte ikke Fogtdal.
Fogtdal sagde: - Her har du 2,50 kr.. Så kan du gå ned på gaden og prøve, om du kan få et nummer ...!
Det var forrygende.
Fogtdal havde hyret den unge arkitekt - mig - til 14 kr. i timen. Men da jeg arbejdede både dag og nat, blev det for dyrt for ham, så jeg blev fast ansat.
Sådan blev jeg »Bo Bedre«'s første chefredaktør, og det var jeg så i sytten herlige år.
Nu, her bagefter, kan jeg da godt tilstå, at vi var amatører. Jeg var i hvert fald.
»Bo Bedre« blev bogstaveligt talt lavet på hjørnet af køkkenbordet.
Redaktionen lå i mit hjem i Virum, og af teknisk udstyr havde vi kun en telefon og en skrivemaskine. Og så min gamle Ford A, årgang 1928.
Man kan ikke studere til redaktør - heller ikke i dag. Jeg måtte lære jobbet »the hard way«.
Jeg plejer at sige, at jeg har begået alle de fejl, der overhovedet kan tænkes ... hvorefter folk straks stiller spørgsmålet: - Hvilke fejl?
Ja, der var jo blandt andet problemet med at ansætte personale. Det havde jeg aldrig prøvet.
En af de første var en redaktionssekretær.
Da vi havde skrevet under på aftalen, sagde hun: - Jeg håber, du lagde mærke til, at jeg er i syvende måned ...
Nå, hun fik jobbet alligevel og blev siden en velanskreven journalist.
En anden, der kun var på prøve, insisterede på at have sin gravhund med. Hun havde et forklæde på med en stor lomme på maven, hvori gravhunden lå og skulede. Jamen, hvad gør man i et sådant tilfælde?
Havde vi andre problemer?
Jo, vi fandt fx på at lave et særnummer om et bestemt emne, nemlig belysning.
Dengang var der virkelig brug for ordentligt lys i hjemmene. Gik man forbi en boligblok, kunne man se, hvordan halvdelen af køkkenerne lå badede i det kolde, blålige lys fra et enligt lysstofrør midt i loftet.
Så vi lavede et særnummer om lys og fik både Poul Henningsen og Steen Eiler Rasmussen til at skrive i det.
Men oplaget faldt til to tredjedele. For alle de læsere, der ikke var interesserede i lys, købte naturligvis ikke bladet.
Det solgte oplag var vigtigt. Det var et mål for succesen. Og da bladet var omkring fem år gammelt, begyndte oplaget at falde.
Vi kunne ikke forstå det - indtil vi opdagede, at vi havde skrevet os helt væk fra læserne.
Hver gang vi sad og snakkede om ideer til artikler, var der altid en, der sagde: - Nej, det har vi skrevet om.
Med det resultat, at vi kom mere og mere ud i marginale emner. Vi bragte endog en stor artikel om, hvordan man køber et flygel ...
Det var der næppe ret mange af vore læsere, der havde brug for.
Flere fejl ...?
Jo, der var dengang, jeg satte et billede af mig selv på forsiden.
I et april-nummer bragte vi en test af græsplæneklippere, og til forsiden fotograferede vi fem-seks personer, der gik hen imod kameraet med hver sin plæneklipper. Jeg var en af dem - og sikkert derfor faldt oplaget markant.
Det nederlag er jeg aldrig rigtigt kommet over.
Test af plæneklippere.
Ja, tester var en vigtig del af »Bo Bedre« i de første mange år.
»Bo Bedre« var faktisk Danmarks første bredt populære blad, der bragte forbrugerstof og sammenlignende tester af alt muligt lige fra tomatketchup til vaskemaskiner.
Også på det felt startede vi meget amatørmæssigt. Vi ville teste appelsinmarmelade - tyve mærker.
Produkterne blev sendt til Steins Laboratorium, der undersøgte dem for tørstof og kalorier, og hvad ved jeg.
Men vi skulle også have et smagepanel.
Vi vidste ikke, at sådant et panel skal sammensættes strengt videnskabeligt - at der fx er forskel på sur/sød-smagere og salt/bitter-smagere. Så vi gik bare i gang.
For den ene bordende sad Palle Fogtdal, og for den anden bordende sad jeg.
Så var der vores tålmodige hustruer.
Og min kones tante Ulla.
Og købmanden nede fra hjørnet - for at også branchen skulle være repræsenteret.
Og præsten fra Frederiksberg Kirke - for at give det hele et skær af troværdighed.
Der var små plasticglas med numre på og skemaer med talrige rubrikker.
Formålet var naturligvis at udnævne »det bedste køb«, men det blev ét fedternas, hvor alle til slut var mere eller mindre smurt ind i appelsinmarmelade.
Det er ikke til at begribe, at vi ikke fik et sagsanlæg fra producenterne ...
Senere blev vi naturligvis mere professionelle - og mere forsigtige.
Også de mange typehuse testede vi. Vi gennemgik deres planløsning meget nøje og anmeldte konstruktioner og materialer.
I den forbindelse fik vi et sagsanlæg. Vi havde påpeget flere fejl i et typehus - blandt andet at døren ud til køkkenet ikke kunne åbnes, hvis lågen til opvaskemaskinen var klappet ned.
At vi skrev sådan, ville arkitekten ikke finde sig i. Vi havde skadet ham i hans næring, mente han. Han lagde sag an, men det kom der nu ikke noget ud af.
Men det var boligindretningen, der var bladets tyngdepunkt. Inspirationen til at bo bedre. Og vi var heldige i at have en række medarbejdere - indretningsarkitekter - der forstod, at det ikke gjaldt om at lave noget smart og avanceret, men om at vise menneskevenlige indretninger, som læserne kunne identificere sig med.
Fx kunne vi ikke bruge den meget trendy indretningsarkitekt, der mente, at man i sin bogreol kun kunne have bøger med hvide rygge.
Vi løb ikke efter trends - for nu at bruge et forsuttet ord - men prøvede selv at skabe en trend.
Vi skabte faktisk, hvad man kom til at kalde »Bo Bedre«-stilen.
Jeg ved godt, at vi på den måde valgte en række møbler fra. Vi viste dem selvfølgelig, men ikke særlig helhjertet.
Det gjaldt fx Poul Kjærholms fornemme sofabord med de skarpe stålprofiler og den tykke plade af glas eller marmor.
Vi talte meget om, hvad sådant et skarpt hjørne kunne forvolde, hvis et af vore børn faldt med panden ned imod det.
Vi havde også en idé om, at vi ikke ville vise antikviteter.
I dag lyder det lidt tosset, for antikviteter er godt stof.
Måske gjorde vi det for at adskille »Bo Bedre« fra ugebladene og damebladenes boligreportager, der dengang især handlede om, hvordan man boede i diverse rigmandsvillaer.
Vi opdagede faktisk meget hurtigt, at vi ikke kunne gå ud og fotografere almindelige hjem. Der var altid et eller andet, vi ikke kunne vise - en forkert billedophængning, et grimt gardin ...
Hvis blot ti procent af bladets læsere syntes, at det grimme gardin var lige sagen, så havde vi jo helt forfejlet vores store pædagogiske opgave.
Det førte til, at vi oprettede et atelier, hvor alle interiørerne blev bygget op. Det var faktisk som et helt lille filmstudie med vægge og vinduer og døre, der kunne flyttes rundt.
Atelier-billederne virkede meget ægte, og læserne troede uden tvivl på, at de viste rigtige hjem. Jeg blev således ringet op af Holger Rasmussen, der var museumsinspektør ved Nationalmuseet. Han sagde, at »Bo Bedre«s billeder var et glimrende vidnesbyrd om, hvordan danskerne boede i 60'erne, og at museet meget gerne ville erhverve de originale farvebilleder.
Jeg tror, han blev lidt skuffet, da jeg fortalte ham, hvordan det hang sammen.
Men selvfølgelig var »Bo Bedre« på mange måder en krønike over, hvad man kunne købe af boligudstyr.
Vi opfandt ligefrem rubrikken »Læserservice«, der siden er blevet kopieret af mange andre blade.
Det er den lange liste bag i bladet, hvori man kan læse, hvad hvert eneste møbel, tallerken, gardin osv. på billederne koster, og hvor tingene kan købes.
En dag ringede en læser: - På side 27 er der et billede af en dame, sagde hun. - Hvor kan man købe de briller, hun har på, og hvad koster de?
Netop fordi »Bo Bedre« blev en krønike over, hvordan vi boede dengang, er det i dag komplet umuligt at købe de gamle numre af bladet antikvarisk.
Markedet er simpelt hen blevet støvsuget, og jeg har hørt, at det især er japanerne, der køber bladene.
Som sagt var vi en lille håndfuld amatører. Vi havde ikke de store ressourcer. Men vi havde medvind.
Oplaget steg hurtigt til over 100.000 eksemplarer om måneden, og dér lå det stort set i alle de sytten år, jeg var med. Et enkelt julenummer solgtes endog i 150.000 eksemplarer.
Vi følte, at der var brug for »Bo Bedre«. I 60'erne blev der bygget tusinder af enfamiliehuse - enkelte år omkring 50.000 - og familierne havde brug for inspirationer og gode råd.
Faktisk red vi på en bølge. Vi kom på det rigtige tidspunkt - femten år efter krigen, da danskerne havde fået råd til at bygge huse, anlægge haver, købe møbler og indrette sig.
Jeg indledte med at sige, at vi startede »Bo Bedre« for at skabe en forretning. Men vi gjorde det af endnu en grund:
Vi var missionærer!
Vi var jo ikke journalister. Vi var arkitekter, indretningsarkitekter, havearkitekter, designere og dygtige tegnere og fotografer ... og ikke at forglemme havde vi Palle Fogtdals sikre næse for, hvordan et specialmagasin skulle skrues sammen.
Men frem for alt havde vi et brændende ønske om at lære danskerne at bo med godt design - med smukke, moderne ting - med en ordentlig belysning - med en børnevenlig indretning ...
På mange måder var vi fornyere - det tør jeg godt påstå uden at rødme alt for meget.
Jeg plejer at sige, at Spies lærte danskerne at rejse, Skjold Burne og Irma-Olsen lærte dem at drikke vin, og »Bo Bedre« lærte dem - at bo bedre.
Jeg tror ikke, denne påstand er helt gal.
o