Vinstokken tilhører en plantefamilie med mange forskellige arter. Men det er den særlige art Vitis vinefera, der skænker vinen i vore glas.
Den omfatter over 3000 forskellige druesorter, og dens ranker dækker cirka 78.000 kvadratkilometer vinmarker - svarende til 0,5 procent af alt agerland i hele verden. Eller til næsten 2 gange Danmarks areal.
Ud af alle de høstede druer bliver der hvert år 35.000 millioner flasker vin. Så hvis vi danskere skulle drikke det hele, måtte vi hver konsumere 17 flasker om dagen - også babyer og muslimer.
Vinstokkens liv er som et menneskes liv: I den pure ungdom finder den sine rødder og har ikke tid til at bære frugt af særlig interesse. Senere - når den er færdig med at være teenager - når den manddommens år og yder sit bedste. Derefter bliver den lidt træt; den bærer ikke mere så meget frugt, men druerne henter næring fra de dybe rødder og er mere fremragende end nogensinde. Når så vinstokken bliver 80 eller 90 - ja, så bliver den revet op og må forlade denne verden. Ligesom os andre.
Skal vi aldrig mere drikke et glas vin?
Vinstokken lever også livet farligt på anden vis. Der er et hav af plantesygdomme og skadedyr, der angriber den - hele dette mylder af mider og larver, snudebiller og skjoldlus, svampe, skimmel og meldug. Kun moderne dyrknings-metoder holder dem stangen.
Men i forrige århundrede gik det galt. Vinstokkenes rødder blev angrebet af vinlusen Phylloxera vastatrix. Alle Europas vinmarker blev ramt, og man var så småt ved at vænne sig til tanken om aldrig mere at skulle drikke et glas vin.
Vinlusen er amerikaner. I millioner af år har den levet på amerikanske druesorter uden at ødelægge dem. Lus og plante har vænnet sig til hinanden. Men da lusen blev overført til den europæiske ædelsort Vitis vinefera, gik det galt.
Året var 1863. Det var industrialismens storhedstid. I 1851 havde man bygget Krystalpaladset i London for at holde verdensudstilling - et kæmpedrivhus fuldt af eksotiske planter hentet fra den ganske verden. Det blev moderne at bygge drivhuse - også ved private boliger - og det blev moderne at indforskrive planter.
I juni 1863 opdagede man en lille lus på nogle amerikanske vinstokke i et drivhus i Hammersmith vest for London. Vinstokkene blev sendt til en professor i Oxford, der undersøgte dem, men ellers ikke foretog sig noget særligt.
I 1865 dukkede lusen op i franske vinmarker. Senere kom den til Spanien, og i tusindvis af spanske familier måtte forlade deres marker og emigrere til Sydamerika. Det var den største vinkatastrofe siden Syndfloden!
På det tidspunkt havde lusene for længst fået deres skrækindjagende navn, Phylloxera vastatrix - "Bladudtørreren ødelæggersken".
Man kan undre sig over, at lusen ikke kom til Europa langt tidligere. Allerede siden 1600-tallet havde man igen og igen overført amerikanske vinstokke til Europa, uden at lusen var kommet med.
Men i forrige århundrede opfandt man noget nyt, nemlig dampskibet. Lusen er så ødelæggende, at de planter, der var angrebet, døde under de lange sørejser med sejlskibe og blev kastet over bord med lus og det hele. Men da dampskibet netop omkring 1860 kunne tilbagelægge turen fra Amerika på ni-ti dage, overlevede planterne - og lusen. Og bagefter sørgede den anden nye opfindelse, jernbanen, for at sprede lusene over hele kontinentet.
 | Den frygtede vinlus |
|  |
Stammoder med 4800 millioner børn
Vinlusen hører til plantelusene (Aphiderne) og ernærer sig ved at suge plantesaft. Den er så lille, at den knap kan ses under lup, og yderligere optræder den under hele nitten vidt forskellige former.
En af formerne er en lus, der kaldes stammoder (fundatrix), og som ikke bestiller andet end at lægge æg. I løbet af en sommer kan hun blive mor til 4800 millioner insekter. Og eftersom ét insekt vejer ca. 1 milligram, vil det sige, at henved 5 tons insekter kan nedstamme fra denne ene moder.
Heldigvis bliver de fleste spist af andre dyr, især fugle, men der bliver nok tilbage til at sprede angrebet med ubønhørlighed.
Visse former af lusen lever på vinstokkens blade, andre lever på rødderne, og det var de sidste, der tog livet af de europæiske ædelsorter.
1044 metoder, men ingen kunne udrydde lusen
Man vidste ikke sine levende råd. Man rev de angrebne planter op og brændte dem. Man oversvømmede markerne - det hjalp, lusene døde, men samtidig blev vinen pjasket og ikke værd at drikke.
Man samlede videnskabsmænd fra alle lande til kongresser, og man udsatte en stor dusør til den, der kunne finde en effektiv metode.
Det strømmede ind med forslag, både fra seriøse forskere og fra en masse charlataner, der håbede at vinde den store dusør. Forslagene blev sendt til universitetet i Montpellier i Sydfrankrig, hvor man gennemprøvede 1044 metoder i store forsøgsrækker. Men ingen hjalp. Jo, der var én, der hjalp: Man kunne behandle jorden med svovlkulstof (CS2). Men dette middel var både eksplosivt, lugtede fælt og var giftigt - nærmest en nervegas.
Men så kom løsningen. Det var franskmanden Gaston Bazille, der foreslog den på Phylloxera-kongressen i 1869 - og i bagklogskabens klare lys må man nok sige, at den lå lige for:
- Lusen kom fra Amerika, sagde han. - Derovre ødelagde den ikke rødderne på de amerikanske vinstokke. Hvad nu, hvis vi indforskriver de amerikanske sorter, men kun bruger rødderne og poder vore egne ædelsorter på dem?
Men fra at finde metoden og til at gennemføre den var der lang vej. Vinbønderne var meget lidt tilbøjelige til at rive alle vinstokkene op. De ville hellere fortsætte med det eksplosive svovlkulstof, og hurtigt dannede der sig to partier: "Kemikerne" og "amerikanerne". Man diskuterede og sloges, politiserede og demonstrerede. Alene at skaffe alle de podede udplantnings-planter! Det ville være en umulig opgave!
En vinranke så lang som til Månen syv gange
Udplantningsplanterne ligner små pinde, 8-10 mm tykke. Det er stykker af vinranker med små rødder i den ene ende og med en knop af den ædle vinstok podet på i den anden ende.
I 1880 var der cirka 11.000 millioner vinstokke alene i Frankrig, og man regnede hurtigt ud, at hvis en udplantnings-plante er 30 cm lang, skulle man bruge 3,3 millioner km vinranke. Det er over syv gange afstanden fra Jorden til Månen!
Efterhånden vandt "amerikanerne", og i dag står bogstaveligt talt alle europæiske vinstokke på amerikanske rødder - prøv, næste gang du kommer i en vinmark, at se på stokkene: Podestedet ligger lige over jordens overflade.
Men udgifterne havde været kolossale. Først i 1920 genvandt Frankrig sin tidligere vin-produktion - og havde da betalt en regning på 1800 millioner francs.
Noter i bogens marginer
Ved Chateau Pavie i Saint-Emilion ligger vinkælderen i en hule. Vinmarken ligger 8 m over hulens loft, og ned igennem dette tykke tag af kalksten har vinstokkenes rødder fundet vej. Over jorden en lille vinstok med druer og grønne blade. Under jorden - i en dybde af 10 m - et kæmpemæssigt, filtret net af sorte rødder.
I mange moderne vinbrug har man ikke brug for den kvalitet, de gamle vinstokke giver. Så her får stokkene ikke lov til at leve mere end 40-50 år.
Hvor hurtigt en plantesygdom kan spredes i dag illustrerer elmesygen. Tænk blot på, hvor få år der er gået, siden sygdommen nåede hertil fra Canada. På de britiske øer er der ikke et elmetræ tilbage, og snart er elmen også død i resten af Europa. Det kunne have været vinstokken...
I vinlusens meget komplicerede livscyklus afløser fem forskellige slags æg og tolv forskellige former for insekter hinanden. Tegningen viser den farlige form, der angriber vinstokkens rødder. Lusene sidder tæt på selv de mindste rødder - rødderne kan se ud, som om de er malet gulgrønne - og hvor lusene suger saft, dannes store svulster. Om vinteren rådner disse svulster, og rodsystemet dør.
Man har diskuteret, hvorvidt vinen smagte bedre, før vinstokkene blev podet på amerikanske rødder. Det er svært at sammenligne. Men det er et faktum, at de podede vinstokke ikke har så lang en levetid, som ædelstokkene havde tidligere, og at gamle stokke med dybe rødder godt nok giver færre druer, men også vin af fremragende kvalitet.
På Madeira udryddede vinlusen en af de gamle druesorter, og man troede aldrig mere at skulle smage den. Men heldigvis kom den danske konsul i Madeiras hovedstad Funchal i tanke om, at nogle danske søofficerer engang havde fået nogle stiklinge, som kunne være bragt med hjem til Danmark. Det var de. Vinstokkene groede i bedste velgående på Holmen i København - og dér gror de såmænd den dag i dag. | |
